Kap Verde Øerne er blevet et utroligt populært alternativ til De Kanariske Øer, Madeira og Thailand. Og ikke uden grund: Øgruppen 500 km ud for Afrikas vestkyst har et behageligt, solsikkert klima, endeløse sandstrande og et særdeles rimeligt prisniveau. Desværre kan det også være en halvdyr fornøjelse at købe en charterrejse til Kap Verde. Ikke mindst i skolernes vinterferie i uge 7.
Der er flere, der har spurgt mig, om jeg ikke kunne strikke en rejse sammen til en overkommelig pris i skolernes vinterferie. Her ligger priserne på en pakkerejse typisk fra 6.000 kr. og opefter – og så er der stort set kun afgange midt i ugen.
Desværre er der ingen flyafgange fra Danmark, hvor pris, dato og rejsetider passer særligt godt. Derimod har jeg fundet nogle flyafgange fra Hamborg til supergode priser både fredag, lørdag og søndag i starten af uge 7 med fornuftige rejsetider. Det betyder, at I fx for fly og 4-stjernet hotel kan nøjes med at betale 4.210 kr. pr. person.